Renovering af privat villa – fast track
Dette ægtepar havde travlt. De havde kig på et renoveringsmodent hus i Hellerup, men af forskellige årsager havde de en stram tidsplan, som betød, at huset inkl totalrenovering og tilbygninger skulle stå klar 10 måneder efter. Det var et krav, der ikke var til forhandling, selv om huset stod foran en renovering, der involverede flytning af køkken, nye badeværelser, ændring af rumdisporinger, nye kviste, gulve, nedtagning af bærende vægge, nye vinduer og selvfølgelig også en tilbygning med en stor tagterrasse. Normalen for den type sager er ca 3 måneders forarbejde, 4 måneders sagsbehandling, 3 måneders hovedprojekt, 2 måneders forhandling/opstart samt 8 måneders byggeperiode, ialt ca 18-22 måneder fra start til slut. Så vi var nødt til at omtænke den sædvanlige procedure. Vi startede med at definere opgaven og engagere de rigtige håndværkere, der kunne arbejde under et koncept, hvor vi byggede skinnerne, mens vi kører. Renoveringsarbejdet kørte på fuld styrke det eksisterende hus, mens vi ventede på byggetilladelsen for tilbygningen og da den kom, kunne håndværkerne fokusere på denne del af huset. Det er ikke en billig måde at bygge på, men nogle gange en nødvendighed og tidsplanen blev holdt så bygherre og deres familie kunne flytte ind i deres hjem til tiden.
Vi bistod med rådgivning fra start til slut, inkl entrering af håndværkere, skitser, myndighedsansøgning, byggestyring og færdigmelding af byggeriet.