Gør det selv

det defekte slange sidder inderst i rummet
det defekte slange sidder inderst i rummet

Som selvbygger herunder ejer af en entreprenørmaskine erfarer man med tiden, at der er dage, hvor man slet ikke når det, man havde planlagt, men hvor man må bruge tiden på andre verserende ting. Dette oplevede jeg senest for et par dage siden, hvor der fossede ud med olie af bobcatten. Den normale reaktion ville være at finde et værksted og betale det det koster, men for vores selvbygger projekt er økonomien baseret på, at vi kan klare det meste selv, og det inkluderer derfor også reparation af maskinellet. Hvilket er lettere sagt end gjort!

Hvad angår motorer og maskinel, er jeg ret grøn, Mette endnu grønnere, men det var forholdsvis nemt at konstatere, at det ikke drejede sig om maskineolie, men hydralikolie,  og at lækagen var i bunden af maskinen. Altså var det i hydrauliksystemet, at fejlen skulle findes. Så langt så godt. Via et godt lokalt netværk her i Kulhuse, fik jeg en lokal motorreparatør til at kigge på maskinen. Han var ikke selv i stand til at reparere det, men hans bud var, at det var en topventil, også kaldet klaveret, som kunne være utæt, og at en sådan reparation ville kræve at toppen af bobcatten blev hægtet af. Altså en umiddelbart dyr reparation med tanke på, at det ville kræve kørsel til og fra værksted og et par dages værkstedsarbejde. ØV.

Efter lidt personlig overvindelse begyndte jeg at sætte mig ind i tingene, og besluttede mig for at undersøge, præcis hvad fejlen var.

Hydraulik er – kort fortalt – en måde at opnå enorme kræfter ved hjælp af væske under tryk. Et system som bobcattens består af en pumpe,der suger olie fra en beholder og leverer det høje tryk. Fra pumpen ledes olien via slanger og styreventiler ud til cylindere, der får minigraverens led til at bevæge sig.

opklodsning
opklodsning

Bobcatten har en lem på undersiden, og jeg beslutter mig for at klodse bobcatten op, så jeg kan komme til at inspicere hydrailikken nedefra. Det hele sejler i olie, men efter at have tørret det meste olie op og aktiveret hydraulikken kan jeg til al held konstatere, at det muligvis blot er en hydraulikslange, der er sprunget læk. De kan heldigvis skrues af, selv om, det er meget meget lidt plads til en fastnøgle op under bobcatten.

Hydrailikslanger repareres åbenbart ikke, man laver en ny slange med koblinger, samlet med en slangepresse, som ikke er standard udstyr, heller ikke på autoværksteder. Aida og jeg tog så i dag til Hørup Kran i Slangerup, som reparerer lifte og kraner, og de laver også hydraulikslanger. Det var tydeligvis en standardopgave, det tog under to minutter for dem at lave os en kopi af den ødelagte slange.

Tilbage og ned under minigraveren og montere den nye slange, hvilket var væsentligt sværere, mest af alt pga den begrænsede plads, arbejdsstillingen og temperaturen, typisk at sådan noget skal ske på denne tid af året. Det lykkedes til sidst, der blev fyldt hydrailikolie på og testet, og det hele virkede bare!

Dermed blev det til en operation til 200 kr. Jeg har så til gengæld brugt en del tid på det, men blevet nogle erfaringer rigere, hvilket jo også er en af ideerne med dette projekt.

Faktisk er dette ikke et enestående eksempel. Tidligere på året røg en af larvefødderne af bobcatten, hvilket jeg fik løst på et par timer med et topnøglesæt, min greasegun (fedtpistol) og et youtube klip. Men det er en helt anden historie.

Tingene ændrer sig. Jeg havde en nærmest ærefrygt for bobcatten, da jeg for 8 måneder siden første gang satte mig ind i den. Jeg vidste ikke meget andet om minigraveren, end den havde enorme kræfter, og at jeg havde brug for den. Med tiden har jeg fået samme forhold til den, som jeg har med min cykel. Jeg ved, hvordan den reagerer, når jeg gør bestemte ting, jeg vedligeholder den ift serviceskemaet. jeg kender de rigtige lyde fra de forkerte, og jeg er nu blevet lidt klogere på at kunne reparere den.

Udover pointen i at klare sig selv, så har det også vist sig nødvendigt, at kunne reparere tingene med det samme. Det sker altid på det mest ubelejlige tidspunkt, aftenen inden en støbning, eller ugen inden kloakarbejdet, hvor håndværkere eller venner kommer for at arbejde, og der har det været afgørende, at få løst problemerne her og nu. Men det er også en kæmpe tilfredsstillelse, når det så endelig lykkedes… Så nu vi klar til, at grave ud til nedsivningsanlæget.

 

Skriv et svar