You are currently viewing indetid
Aida maler tit og ofte på gipsplader

indetid

Ebbe, Aida og far sætter gips op i boks 5
Ebbe, Aida og far sætter gips op i boks 5

Vi har været meget indenfor i huset det sidste stykke tid… Siden sommer har der været to hovedopgaver, udvendig og indvendig beklædning. Den udvendige beklædning er stort set færdig, forstået som at klimaskærmen er opsat, men enkelte steder på huset fx ved udekøkkenet skal der laves låger og lameller magen til facadebeklædningen. Vi er med andre ord 98 pct i mål. De sidste 2 pct. har fået lov til at vente, ikke mindst pga vejret, der har været ganske ringe heroppe i Kulhuse både i november og december. Jeg tjekkede det lige på dmi.dk, om det bare var mig, men i følge arkivet fik vi henholdsvis 2 og 3 gange så meget regn i månederne i forhold til normalen. Og det lader til at 2015 bliver, hvis ikke det vådeste, så det næstvådeste år nogensinde. Det har heldigvis for os ikke betydet det store gennem året. Men der er endnu en fordel at have hele entreprisen selv. Vi skifter blot arbejdsopgave, når vejret ikke er med os. Og det har vi gjort i stort set hele november-december.

Aida kigger ud på udsigten
Aida i sit atelier
Ebbe og gummihammer
Ebbe er glad for sin hammer

Vi går indenfor og hygger os,  opsætter gipsplader, bygger de indvendige vægge op, og afslutter mange løse ender med fx vvs og el, som skal gøres, inden vi kan isolere huset færdigt.  De løse ender tager tid, nok mest fordi, der er mange af dem og få standardløsninger. Men hvis resultatet skal blive som jeg ønsker det, med gennemførte detaljer og med mangel på hovsaløsninger eller lister og paneler, der dækker fejlene til sidst, så er der mange beslutninger at træffe netop nu.

Det er iøvrigt meget tilfredsstillende at se huset ændre karakter indvendigt. Fra at virke meget rodet med konstruktionstræ på kryds og tværs, et virvar at kabler og rør bliver rummene rene og rolige, når gipspladerne kommer op. Rummene bliver også mindre, nu hvor hulrummene i konstruktionen ikke længere opleves som del af rummene. Endnu engang kan jeg konstatere, at de lette lige flader er de hurtige, en selvstændig væg med blot et hul til en dør går hurtigt, måske en halv dag, mens konstruktionen mellem kælderen, trapper og rum, der vikler sig ind i hinanden, tager mange dage. Det bliver så også godt, med mange kringelkroge, hemmeligheder og skæve indslag.

kælder før og efter beklædning

Vi bruger 2 lag gipsplader. Første lag skal op, så isolerer vi vægge ved at bore huller i gipspladen og blæse papiruld ind i konstruktionen, dernæst skal andet lag gips på. I næste indlæg skriver vi om isoleringen af væggene og gulvene…

Lige for tiden er det store hit for børnene på byggepladsen at male og tegne, på gipspladerne med maling, farveblyanter og tuscher. Lige nu maler og tegner de både på de stablede plader og de opsatte plader på væggene. nogle enkelte gange har de malet på vinduerne, men det har været med vaskbar maling, og derfor ikke noget stort problem. Snart begynder vi malerarbejdet, og så skal vi til at lære børnene IKKE at tegne på væggene, det må vi se, hvordan kommer til at gå…

Skriv et svar