Som tidligere beskrevet i blogindlægget om programmet har udsigterne været helt afgørende for husets udformning. Vi forelskede os i den store naturgrund, med udsigter til søen, skråningen, “skoven”, og en af grundideerne ved huset var indramme udsigten ved hvert vindue og give en ny oplevelse af grunden for hvert vindue. Udsigten skulle ikke bare “foræres væk” som det første i stuerne, men serveres drypvis gennem huset. Derfor er husets syv bokse drejet i forhold til hinanden, så blikket sendes i forskellige retninger.

Og derfor er huset født med 22 vinduer og døre i forskellige mål og placeringer. Ikke to er ens. Nogle er horisontale, nogle vertikale og andre kvadratiske, nogle er placeret højt, så vi ser himlen og træerne, nogle er placeret lavt, så kigget rettes mod jorden. Udformningen og placeringen af vinduerne har netop en væsentlig betydning for oplevelsen af det udenfor, ligesom lysindfaldet selvfølgelig også har det, men lys og skygge bliver et blogindlæg helt for sig selv i nær fremtid.

Horisontale (vandrette) vinduer giver panorama-udsigt, mens vertikale (lodrette) vinduer nærmere skærmer og giver kontrast (og potentielt skyggeproblemer) i rummet. Et højtliggende vinduer fordeler lyset længere tilbage i rummet og flytter blikket mod himlen, mens et lavere vindue fortrinsvis oplyser området nær vinduet og flytter blikket nedad. Gener ved indkig er et fokus for sig selv, og afhænger af mange faktorer herunder nabobygninger og deres afstand og højde, terræn, offentlighed, beplantning mv. Selvom vores grund er stor, og nærmeste nabohus ligger over 25 m fra vores, er nabohusene synlige fra grunden om vinteren. Men netop grundet vores omhyggelige arbejde med retninger og udkig har vi med udformningen af huset skabt den illusion, at vi er alene i naturen. Og vi ligger altså i et traditionelt sommerhusområde med 6 tilstødende grunde; 2 naturgrunde og 4 bebyggede grunde.

Valg af vinduernes åbnefunktioner er lige så forskellige som vinduernes proportioner. Vi har faste vinduer, topstyrede, tophængte, højre og venstrehængte, samt et skydevindue (i kogenichen i køkkenet, som faktisk er en skydedør, da det ikke er til at finde vinduer, der kan skydes til siden). Valget grunder i forskellige hensyn som udluftning, beskyttelse mod regn, men også bygningsreglementet, som har krav til placering og størrelsen af redningsåbninger i opholdsrum. Da vi ikke har udhæng, har vi fortrinsvis topstyrede vinduer, så vi kan udlufte vinduer uden at det regner ind i huset. Vi har et enkelt tophængt vindue, og det er spisestuens højt placerede vindue, som er med motor og fjernstyring og derfor skal være tophængt. De faste vinduer er i stuerne, hvor vi har andre vinduer eller døre, hvor vi kan udlufte. Der er selvfølgelig også grænser for vinduers størrelse, hvis de skal kunne åbnes, børneværelsets vindue er maksimal størrelse for Velfacs sidehængte vindue, og det store 1,5 x 3 m vindue i dagligstuen er selvsagt alt for stort til at være oplukkeligt. En typisk løsning i sådan et vindue er at lave det 2 fags, altså en stort fast fag og et mindre oplukkeligt. Men det giver en lodret post i vinduet, som vi ikke ønskede. For os har det handlet om at indramme udsigten, og derfor er mange af karmene heller ikke synlige, så vinduerne syner som et hul i væggen.

Sprosser i vinduer kan de fleste vinduesproducentere også levere, men er i min optik en anakronisme fra dengang, glas ikke kunne laves i større dimensioner. Sprosser i trævinduer eller smedejernsvinduer kan passe smukt til bygninger fra den tid, men er et klodset og unødvendigt element i nyt byggeri. Sprosser har desuden den ulempe, at de tager en stor del af lyset, ca 25 af vinduesarealet, og blokerer for udsigten, så øjets blik lander på sprosserne frem for udsigt. I dag er det teknisk muligt at lave vinduerne så store som ønsket, og da det meste varmetab i et vindue sker i selve rammen, er sprosser en teknisk dårlig ide. (Mange vindueproducenter laver derfor i dag sprossevinduer som et almindeligt vindue med en rude og med klik-on sprosser, som nemt klikkes af ifm. vinduespudsning, og det er heller ikke en smuk løsning).

For os har pointen været at nedbryde grænsen mellem inde og ude. Derfor har vi mange vinduer og meget vinduesareal (ialt 45 m²), vi har brugt tid og kræfter på at vinduer går fra væg til væg, og vi har arbejdet ukonventionelt med placeringer. For eksempel spisestuens vindue, hvor du skal være et barn eller sætte dig på gulvet for at kigge ud. Dagligstuenes panoramavinduet har en lav brystning, så man stadig har udsigten, når man sidder ned. Badeværelsets vindue er i niveau med bordpladen, men samtidig hævet 2 m over terræn, så der er begrænset indkig udefra. Du er synlig ved håndvasken, men skærmet ved toilettet og brusenichen, men kan stadig kigge ud på naturen indefra, men at indkig er minimeret, fordi man kigger op i loftet udefra. Flere af værelsernes vinduer er i samme niveau som sengen, så du kigger direkte ud i naturen fra sengen. Det er hverken raketvidenskab eller særligt revolutionerende, men det er gode arkitektoniske greb, der virker og som betyder alverden.

Efteråret har været ekstra skøn i år, eller måske har oplevelsen bare været mere intens i år, hvor vejret og naturen er en del af interiøret. Vi følger med i fuglenes leg i syrenen og hjortsetakstræet, vi spotter rådyrene, der spiser nedfaldsæbler, og holder øje med, at hønsene ikke bliver spist af ræven.  Vi ser ænder, blishøns og fiskehejrer, der lander og letter fra søen og vi suger til os af træernes efterårsfarver. Vi ser månen i dens faser, vi ser stjerner, vi ser solen stå op og gå ned…. Mens vi laver mad, bygger, leger med børnene, arbejder.. Det er fabelagtigt…