You are currently viewing Badeværelse

Badeværelse

Huses dyreste kvadratmeter, og det er der ikke så meget at sige til. Dels skal nærmest alle faggrupper ind over badeværelset, nogle af dem af flere gange (betonarbejder,  kloakmand, tømrer, flisemurer, snedker, elektriker, maler, vvs-mand og fugemand). Samtidig er det også et rum med dyre materialer, mange elementer samt utallige arbejdsgange for at nå i mål.

Efter de sidste mange måneder at have beskæftiget med med snedker, maler og tømrer arbejde, var det rart at komme tilbage til en opgave, hvor jeg skulle udfordres og lære. Jovist, har jeg sat et par fliser i et køkken op, men det er noget andet at sætte fliser op i vådzone, hvor gulvfliser skal passe med afløb og døre, når fliserne er enorme, og når arkitekten har fundet på 3 nicher i væggen, der skal passe ind med kanten af fliserne… Så alt er som det plejer, lad os gøre det godt, men svært…

Selve terrændækket blev støbt for lang tid siden, faktisk 2 uger før rejsegildet, og allerede der etablerede vi det afløb inkl et unidrain, ligesom alle vandrør blev ført dengang (koldt vand under isoleringen, det varme over). Vi monterede desuden gulvvarme  (84 meter ledning), som blev strippet fast på armeringsjernet. Senere, lige inden, vi fik malet, byggede jeg installationsvæggen til det væghængte toilet og de 3 nicher. Siden har badeværelsesprojektet stået stille, toilettet var midlertidigt oppe og fungerede, så vi prioriterede at få andre dele af huset færdigt. Men vi skulle fejre jul i huset, og måske gæsterne blev glade for muligheden for et bad, for ikke at skulle vaske hænder i køkkenet og mest af alt for en dør, der kan lukkes.

badeværelses opstalter

PLANLÆGNING:
Vi havde tidligt i processen besluttet os for store fliser og badeværelset blev derfor dimensioneret derefter, så vi undgik halve fliser mod hjørner. Derfor går rumets mål op i 30 og 90, og badeværelset er 180 cm bredt, 310 cm langt og 240 cm højt. Vi besluttede os for nogle New York Metro Black fliser fra Mosaikhjørnet, som vi fik i 30 x 90 format til væggene og i 45 x 90 cm format til gulvet. Det er ganske smukt at bruge så store fliser, men det er også tidskrævende og kræver omtanke allerede i projekteringen for at blive gennemført. For eksempel skal placeringen af bruser, toilet afløb stemme overens med fliserne, så de placeres centreret i midten af flisen eller fugen. Vi valgte også at lave 3 tilbagetrukkede nicher i badeværelset, og flisekant skulle flugte med nichekant for at se gennemført ud. Derfor er nicherne på størrelse med en flise, så nichen støder op til kanten af fliserne. På tegnebrædtet kunne jeg godt forudse, at det krævede akkuratese og ekstra tid, og jeg endte da også med at bruge 20 arbejdsdage på badeværelset og entreen. Men forarbejdet blev gjort grundigt, vi tegnede opstalter af hver væg i  badeværelset og plan af boks 1, hvor hver enkelt flise skulle lægge. På den måde fik vi fliserne til at gå op, og det giver et mere helstøbt resultat.

opbygning af installationsvæg

Der er masser af informationer på nettet, og flere producenter er blevet godetil at producere instruktionsvideoer, som er en stor hjælp for os selvbyggere. Jeg plejer at se så mange forskellige indstruktionsvideoer som muligt, dels har håndværkere og producenter har hver deres tilgang og præferencer, dels er nogle bedre til at forklare det end andre og gør det måske med en metode, der passer bedre til netop mit projekt. Her er Youtube igen selvbyggerens ven, og personligt havde jeg stor hjælp af Unidrain’s, Lip’s (producent af mørtel mv.), jem og fix og især Weber’s videoer. Videoer alene kan selvsagt ikke gøre det, og allerede fra projekteringsfasen havde jeg stor støtte i SBI anvisning 252 Vådrum, som formidler lovgivning, konstruktionsmuligheder og detaljer på en overskuelig vis. Der er for eksempel helt specifikke regler og krav til det, der betragtes som vådzone og fugtig zone, og der anvises forskellige konstruktionsløsninger til de enkelte zoner. SBI Anvisningen er i min optik obligatorisk for en håndværker eller selvbygger, der skal lave vådrum.

MURERARBEJDET:
En af grundene til at badeværelser er så dyre, er de mange arbejdsgange. Selv med et færdigstøbt terrændæk skulle jeg igennem 6 arbejdsgange, inden jeg overhovedet kom igang med flisearbejdet. Først skulle terrændækket afrenses og primes, for at flydespartelen kunne binde. Da jeg har har fald og kant i bruseafdelingen var jeg nødt til at støbe afretningslaget af to omgange. Efter dette og inkluderede tørretider kunne jeg så prime vægge og det nystøbte afretningslag. Derefter skulle det behandles med vådrumsmembran af to omgange, så der var min 1 mm lag over det hele. Hjørner, samlinger mellem gulv og vægge, gisppladesamlinger mv skulle desuden forstærkes med filt i membranen. Vådrumsmembranen er det, der holder konstruktionen tør, så det er helt afgørende at gøre arbejdet grundigt. En utæthed i vådrumsmembranen kan have ødelæggende konsekvenser og opdages måske først, lang tid efter at skaden er sket. Derfor er der også krav om vådrumssikring bag installationsvæggen, hvilket besværliggører arbejdsgangene yderligere.

vådrumsmembran påføres

Så kunne flisearbejdet begynde. Jeg fik en af mine naboer Ole, til at hjælpe mig og sætte mig i gang, ligesom jeg lånte meget af hans værktøj, blandt andet hans vådskærer, vinkelslibere og diamantbor. Fliserne var så store og dermed tykke (10 mm), så vi kunne ikke skære dem med en normal fliseskærer. Vi kan skære med en vinkelsliber, men snittet bliver ikke helt pænt og de blev kun brugt, når vi ikke kunne bruge vådskæreren, fx ved huller til toilettet og udsugningen. Med vådskæreren fik vi et ret præcist snit, og minimerede støv og støj. Maskinen var egentlig kun beregnet til 75 cm lange fliser, så vi måtte modificere den lidt, for at kunne skære de lange fliser på langs. Ved badeværelsets tre nicher var der udvendige hjørner og  vi valgte at skære fliser her på smig (45 ° vinkel), så der ikke var nogle synlige kanter af fliserne. Der var 11 udvendige hjørner, lig med 22 fliser, der skulle skæres i smig. Selv med vådskæreren var det et ret omstændigt arbejde at skære fliserne, det er langt fra så nemt og hurtigt som at skære en træplade i smig, men det blev en lækker detalje, der var arbejdet værd.

For at være sikker på at få fliser og fuger til at gå op, havde jeg tegnet baderummet, så fliserne mod hjørnerne kun skulle være 89 cm, og altså var 1 cm i overmål. Det gjort jeg for at kunne optage eventuelle skævheder, så der ikke pludselig manglede en cm flise ved et hjørne. Det betød så skærearbejde på alle fliser ved hjørnerne, men hellere det end at der skulle sættes en 1 cm flisestump op i hjørnet. Faktisk endte det med, at kun 4 af de 98 vægfliser ikke skulle beskæres, resten blev skåret i smig, afkortet eller boret huller i!

Vi startede forskriftsmæssigt med 2. række fliser, hvilende på en rethold pr. væg, der var klodset op efter min rotationslaser, som jeg købte ifm funderingen. Jeg startede på installationsvæggen, det var den sværeste og vigtigste, da fliserne skulle passe med nicherne. Store fliser kræver tykkere lag fliseklæb og vi brugte også en 8 mm tandspartel til væggene. Tykkere fliseklæb giver mulighed for at optage skævheder i underlaget, men gør også opsætningen lidt sværere. Som uerfarern murer svinede jeg ret meget med mørtelen, så jeg prøvede at køre opsætningen i intervaller, hvor jeg skar og borede en bunke fliser klar til opsætning, og så efterfølgende opsatte dem. Nogle dage gik derfor kun med fliseskæring og forberedelse, andre gik kun med opsætning, inkl et ret omfattende rengøringsarbejde, fordi håndværkeren spildte fliseklæb på gulv, fliser og værktøj. Da jeg havde sat fliser op til loftet, kunne jeg begynde at opsætte fliserne i nicherne og gøre klar til gulvet. Gulvfliserne var det sværeste af projektet af flere årsager, dels var fliserne lidt større, dels havde vi kun 3 mm fuge og ingen afrunding ved flisekanten, så en eventuel tanding mellem fliserne ville være meget tydelig. Endelig var svært at komme til at rengøre og nivellere fliserne uden at træde på dem. For fliseklæben til gulvfliserne brugte vi 10 mm tandspartel på gulvet og en 6 mm tandpartel på bagsiden af flisen for bedre vedhæftning. Jeg brugte over 2 hele arbejdsdage på at lægge 10 m² gulvfliser, fordi jeg havde mine udfordringer med at få fliserne til at ligge i samme niveau. Efter gulvfliserne kunne jeg skære og opsætte nederste række vægfliser i badeværelset og kantfliserne i entreen.

En dygtig og erfaren murer kunne uden tvivl lave flisearbejdet på den halve tid, men dels ville jeg gerne prøve at lave det selv, dels var der så mange vigtige detaljer, der skulle lykkedes at jeg ikke turde lade en ekstern håndværker overtage arbejdet(!) Det tog tid, men jeg er på nær nogle mindre fejl meget tilfreds med arbejdet.

Fuger lægges med på med en gummispartel, lader tørre lidt og renser så fliserne af med en vaskebrædt. Umiddelbart rimeligt nemt, men jeg kom i starten til at lave et for stort areal og til at lade fliseklæben tørre for meget ind, og så var det ikke så nemt at rense fliserne rene. Men jeg fik styr på det sidst og så gik det faktisk relativt hurtigt. Dog ikke så hurtigt som min murernabo mente, at jeg kunne klare det på. Han sagde 2 timer, måske lidt mindre, og det tog mig nærmere en helt arbejdsdag, men jeg skulle også rense fugerne rene for fliseklæb, noget jeg burde have gjort, da det stadig var våd og nemt at fjerne. Sådan bliver man klogere.

Ved hjørner og overgange ved gulv/væg og loft/væg bruges ikke almindelig fugemørtel, men en sanitetssilikone. Fugearbejde er et håndværk for sig selv, og selvom jeg har fuget meget efterhånden, har det stadig været en udfordring. Men efter at jeg købte et svalk silikonefugesæt er mine fuger blevet som de professionelles, og det tager ikke så lang tid længere.

Færdig med murerarbejdet. Jeg kan tælle mig frem til alt i alt minimum 11 arbejdsgange med tørretid foruden elektriker, vvs, montage og andet afsluttende arbejde. Jeg havde så mange, fordi flisearbejdet tog tid og fordelte sig over mange dage, men der er mange arbejdsgange i et badeværelse

dobbelt bruseniche

INDRETNING:
Efter murerarbejdet var der elarbejde, vvs og snedkerarbejde tilbage. Først kom toilettet op, så vi kunne afslutte de kolde toiletture i det gamle hus. Derefter begyndte jeg at bygge bademøblet. Ligesom med køkkenet er badmøblet bygget af tilpassede Ikeaskabe, så de passer i mål og størrelse til vores projekt. I venstre side tre 60’er skuffer, i midten et 58 cm vaskevask og til høje en integreret vaskemaskine (renlig fra Ikea). Dybde og højde er så defineret af vaskemaskinens størrelse og skabene er derfor skåret til i højden og dybden for at passe. Bordpladen og låger/skuffefronter er lavet af gamle junkers egetræsgulve, købt i Genbyg. Håndvasken er egentlig lavet til at ligge ovenpå bordpladen, men vi har valgt nedfældet den i bordpladen, så den ikke kommer for højt op.

Armaturer samt diverse accesories valgte vi at få i messing, da det passer smukt til flisernes mørke farve. Dog er der ikke mange messingbrusere at finde i DK, vi danskere foretrækker det kølige nordiske udtryk, men via en amerikansk webshop fandt vi 2 fine brusearmaturer uden al for mange krummelurer, som messingbrusere åbenbart skal have. Lampen over bordet har jeg selv lavet af vandrør og var min julegave til Mette. Vi mangler stadig nogle småting. Vi skal have lavet en rist til udluftningen, som ikke er i den standard hvid plastik, man næsten ikke kan undgå, vi mangler greb, sokkelskuffe og et par andre småting. Jeg ville også gerne lave toilettrykket i messing, så vi ikke havde så mange forskellige materialer, men det er jo i småtingsafdelingen; men lige nu fungerer det jo og sådan en opgave må vente til fordel for andre presserende.

Udsigten fra brusenichen

Ideen med det mørke rum var at rummet karakter af en hule. Når rummet er mørkt, drages blikket mod lyset fra vinduet, og oplevelsen af naturen udenfor forstærkes. Der hvor badeværelset normalt har et spejl, har vi et vindue med udsigt til skoven, til fuglene i hjortetakstræet, for her handler det ikke om at sætte hår, stadse op eller gøre i stand. Det var en af vores mange intentioner med huset, nemlig at flytte fokus mod natur og familieliv, og jeg glæder mig til foråret og det grønne løv lige uden for vinduet…

Skriv et svar