3 bokse er ved at være lukkede og i dag havde vi en taglægger ude og brænde første lag tagpap – underpap – på. Vores princip er jo at gøre alt selv, men der er nogle steder, hvor vi ønsker tryghed over selvbyg. Taget er altid kritisk, især når arkitekten har valgt built-up tag (næsten fladt tag, 1:40 hældning) og indeliggende tagrender. Derfor prioriterede vi at lade en fagmand lægge tagpappen.
Men at lægge selve tagpappet er så også kun en lille del af arbejdet med tagene. Vi har selv lagt tagplader, monteret trekantlister, klemlister mv og skal også montere tagrender, inddækninger mv, når vi engang når dertil.
Vi laver et såkaldt koldt tag, det vil sige et tag, som er ventileret mellem isoleringen og tagdækningen. Det er der forskellige årsager til, blandt andet på grund af papirulden, som skal blæses ind fra sternen.
Det betyder alverden, at vi nu har lukket tre bokse ud af 7. Efterårets regnfulde dage kan vi nu bedre udnytte, da arbejdet de dage kan foregå indvendigt på de lukkede bokse. Ellers er fokus nu på boks nr. 4 – dagligstuen.
En sidebemærkning. For en møbelsnedker holder værktøjet tæt på evigt, da vi arbejder indenfor i ly for vejr og vind. Under byggeriet er værktøjet nu tydeligt mærket af livet som tømrerværktøj. Det ældes og forfalder, meget ruster, noget går i stykker og repareres (sømpistol, trailer, skruemaskine, bobcat, kompressor), andet er collateral damage (kamera, stavvibrator).
(beklager billedkvaliteten, kameraet bukkede under og vi kunne ikke reparere det)