malere

efter spartlingen slibes det hele med girafsliberen

Vi kan lige så godt indrømme, at vi har fået hjælp. Vi har købt og betalt os fra spartel-, slibe- og filtarbejdet… Det tog lidt overvejelser, men i sidste ende måtte det blive sådan. Tiden går og klokken slår, og tiden i Kulhuse er ved sin ende. Vi skal tilbage til Frederiksberg, børnene skal starte i institution, jeg skal have et arbejde, og så bliver der ikke meget tid til at bygge også. Derfor skønnede vi, at lidt hjælp udefra ville betyde alverden. Desuden er nogle typer at byggearbejder dårligt egnet til at udføre synkront med børnepasning. Opgaver, hvor man ikke kan smide, hvad man har i hænderne og først vende tilbage halve timer senere og opgaver, hvor små pilfingre kan gøre stor skade, det er malerarbejdet.

kig gennem huset
kig gennem huset

En stor pointe med at bygge selv har også været at lære. Det har været en first timer for mig med murerarbejdet, ventilation, fundament, udgravning, konstruktionen, taglægning mv., men malerarbejde inkl. spartling, slibning og filtopsætning har jeg trods alt en god del erfaring med i forvejen.  Malerentreprisen ville ikke have lært mig så meget som de andre entrepriser, omend, jeg ville have oparbejdet en stor rutine og et håndelag, hvis vi havde gjort arbejdet selv. Det må jeg have til gode i et kommende projekt…Det sidste malerarbejde laver vi dog selv, dels vil vi gerne gøre det selv, og vi kan spare nogle penge ved det, dels ønsker vi forskellige farver for hver boks (7 farver) og ikke har bestemt os helt endnu.

 

For en pertentlig håndværker og bygherre var udvalget af lokale egnede malerfirmaer desværre begrænset. En udfordring med malerarbejdet er, at kvaliteten af arbejdet først ses tydeligt, når det sidste lag maling er tørt. Gipspladesamlingerne skal armeres og spartles og slibes, og gøres det ikke grundigt, ses samlingerne i det endelige resultat, især ved strejlys, som vi har nærmest over det hele. En upræcis opsætning af filt og spartelkanter vil også blive tydeligt i det endelige resultat og næsten ubærlig for den pertentlige selvbygger. Derfor var det vigtigt for os at få anbefalet en dygtig og pålidelig maler, og på baggrund af anbefaling fra naboer og trust-pilot.dk valgte vi malerfirmaet Maler-Bente. Bente Schmidt Sørensen er indehaver at dette lille håndværkerfirma, hvor de er syv kvinder i alle aldre, og de nåede  næsten alle- alle på nær mester – at arbejde på huset igennem de 4 uger, de var på sagen.

de fire malere
malerne

Først satte de spartelkanter på, altså forstærkninger af de udvendige kanter, gipspladen er selvsagt ikke stært nok i sig selv. Vi havde egentligt startet med spartelskinner i metal, men dem i plast fylder mindre og det betyder at væggen ikke bliver så meget tykkere ved hjørnere (det kan godt ses nede ved gulvet) Desuden er plastskinnerne nemme at sætte op, de er forlimet og skal blot forstøves med op, mens metalkanterne skal skrue op eller fikseres med en specialtang (clinch-on). Plastskinnerne er måske ikke lige så stærke som metalskinnerne, men er hvide, så eventuelle afslag på et hvidmalet hjørne ikke ses så tydeligt. Spartlingen gik over tre gange. Alle udvendige kanter skulle spartles 3 gange, mens gipsspladesamlinger blev spartlet to gange, med en strimmel armering i første lag. Alle skruehuller blev selvfølgelig også spartlet. Spartelarbejdet tog omkring 2 uger, og omkring 200 l spartelmasse. Så blev spartelarbejdet slebet glat, på fladerne med en girafsliber (en slibemaskine med lang hals, deraf navnet) og omkring kanter og hjørner med slibeklods tilsluttet støvsuger. Derefter blev væggene primet med forankringsgrunder, så kom der vævlim og (grundet) glasfilt på og en grunding af filten. Mange arbejdsgange og meget arbejde, og vi var nok hverken helt eller halvt færdig nu, hvis vi selv skulle have gjort det.

Aida er dybt fascineret af malerne
Aida er dybt fascineret af malerne

Jeg har en god mavefornemmelse for resultatet. Malerne har været søde, flittige og dygtige, og har svaret på Aidas tusinde hvorfor dit og dat. Resultatet skal nok blive godt, og jeg glæder mig til at overtage og komme i gang med fugearbejde og malerarbejdet. Mens de har malet, har det været svært at komme til indenfor, så jeg har primært arbejdet på udekøkkenet og mange af de løse ender, der har været udenfor, inddækninger, ventilationsriste, lamper, terrasse mv. Det har været en helt ukendt og stor stor fornøjelse, at projektet rykkede, selv om jeg ikke var på byggepladsen. Og som professionelle har de et andet tempo, en rutine og et håndelag, som gør, at arbejdet skrider så meget hurtigere frem i forhold til os first timers…så er der nyt

2 Replies to “malere”

Skriv et svar