de uundgåelige håndværkere

makværk, heldigvis ikke hos mig, men hos naboen

Jeg har, for at sige det mildt, et meget ambivalent forhold til håndværkere. Jeg elsker og respekterer gode og dygtige håndværkere, men som kritisk bygherre og mange år i branchen kan jeg desværre konstatere, at de for nogle faggrupper er lysglimt i mørket. Nogle er arrogante, nogle er ikke dygtige, og for mange er begge dele.  Efter min erfaring er det meget fagspecifikt. Blandt elektrikere. vvs’ere og montører er det generelt nemt at finde gode folk, men tømrere og murere, herre jemini. Da vi startede op på byggeriet, som helt grønne selvbyggere, tænkte vi, at fundamentet var for svær en opgave at løse selv, og fik derfor entreprenører ud for at byde ind på opgaven. Efter at første, anden og tredje entreprenør på skift havde besigtiget byggepladsen, lovet tilbud, fået materiale og aldrig vendt tilbage, endte vi med at hyre en fjerde entreprenør på timebasis, så han kunne sætte mig i gang og hjælpe mig som en slags mentor. Uden noget ansvar, blot ansat på timer. Da han også svigtede og udeblev fra første og efterfølgende aftale, gik jeg i gang selv og har ikke kigget tilbage siden…

Jeg er selv håndværker, og identificerer mig selv lige så meget som som snedker. som jeg er arkitekt, projektleder, byggeleder, eller hvad mine tidligere og nuværende arbejdstitler har været. For mig skyldes den identitet nok, at jeg faktisk er ret stolt af min håndværksuddannelse. Det var hårde læreår for en gymnasieuddannet og demokratisk funderet knægt at indfinde sig i et anakronistisk verdensbillede, hvor vidensdeling, initiativ og flad struktur var en by i Rusland. Her var der længere end langt mellem ledelsen og os på gulvet. Når vi på gulvet (det hed det jo) tog på den årlige personaleskovtur, tog alle fra kontoret på første sal på fisketur med direktøren på hans båd. De havde selvfølgelig også deres egen frokoststue, man skal jo som teknisk tegner eller bygningskonstruktør ikke mænge sig med håndværkerne på gulvet. Det var også svært at acceptere, at man på trods af uddannelse og engagement startede nederst i fødekæden. Du var lærling uanset baggrund og alder, derfor vidste du mindst, punktum. Og ville du have ansvar, tillid og anerkendelse, kom den kun gennem flid, dygtighed og hårdt arbejde, måske. Du startede med de kedeligste opgaver, som for eksempel at mellemslibe inventaret mellem malerbehandlingerne. Arbejde, der var rigeligt af, men et kedeligt arbejde, som vi lærlinge oftest fik. Efter hvad der føltes som en kvadratkilometer mellemslibning fik jeg langsomt og måske gennem en smule flid, dygtighed og hårdt arbejde arbejdet mig til en stigende tillid, ansvar og anerkendelse.

Derfor føler jeg i dag også, at jeg kan tillade mig at kaste lidt malurt i bægeret, når det kommer til danske håndværkere. Jeg har været møllen igennem, jeg har været lærling, jeg har været svend med lærlinge, og jeg har været selvstændig med kunder og deadlines. Og jeg har oplevet adskillige dygtige møbelsnedkere og andre håndværkere, det er bare sjældent dem, der vælger at blive selvstændige. Værst har jeg det faktisk med tømrere. Jeg ved ikke om det er en særlig attitude, man lærer på Teknisk Skole, men mange tømrere har en bedreviden og attitude, jeg ikke har oplevet andre steder. På min læreplads blev vi møbelsnedkerlærlinge af og til udlånt til firmaets byggeafdelinng, og det var ud til skurvognen og tømrerne. Det arbejde bestod mest i at holde pauser med kaffe eller øl og være imod alle andre i firmaet. Jeg savnede hos dem en grundlæggende vilje til at hjælpe andre i firmaet, til at tage initiativ og til at lave en godt stykke arbejde. Hvis noget gik galt, var det altid andres skyld. Med det sagt, kender jeg mange søde og fornuftige tømrere, men det var ikke sjove dage dengang.

 

Jeg savner håndværkere, der behandler deres opgaver, som var det til dem selv. At de lige bruger de ekstra minutter på at løse opgaven bedre. Det er lidt en floskel og hedder faglig stolthed. Men for mig betyder det en hel del af få de små detaljer løftet op. Og jeg ved godt, at jeg beder om meget, når jeg med dagens tømrere skal være glad bare døren åbner uden at skrabe på gulvet og at toiletbrædtet bliver oppe af sig selv, fordi det er lykkedes dem at sætte toilettet lige op op. Men et lille eksempel er hvordan indretningen af vaskeskabe i et køkkenskab kan være så forskellige. Skabet til venstre på billedet er lavet af håndværkere i vores køkken på Frederiksberg, mens skabet til højre er fra sommerhuset, hvor jeg selv har opsat køkken og placeret teknikken. Det er givet i småtingsafdelingen for mange, men det er i min optik i detaljen, at tingene fungerer. Og derfor gør jeg tingene selv, for jeg kan ikke forvente, at fx to vindueshuller ved siden af hinanden flugter, at sømhullerne i paneler er spartlet, slebet og malet inden aflevering. Jeg kan vælge at beskrive arbejdet minutiøst og jeg kan tage kampene med håndværkerne, men desværre er det lettere at gøre tingene selv for at spare penge.

 

faglig stolthed? en fuge skal være glat, ensartet og tæt, også ved et vindue 4 m over jorden

Jeg har selvfølgelig hyret de lovpligtige ind, vvs’ere, elektrikere, kloakfolk og montører, og de har alle været gode, men resten er klaret (stort set) uden andre håndværkeres indblanding. Regnestykket er jo desværre sådan, at selv om vores hustandsindkomst ligger væsentligt højere end middel skal vi alligevel arbejde 3-4 timer for at betale en håndværkertime. Vi ønskede ikke at bruge østeuropæisk arbejdskraft og slet ikke sort arbejde, selv om flere af vores håndværkere faktisk foreslog det på eget initiativ(!) Nej tak. Så vi har begrænset håndværkere i det omfang det gav mening, med nogle enkelte undtagelser. Vi brugte malere, hvor vi besluttede at give os selv en forspring og få malerne til at male alt indendigt.Det var dyrt, men nødvendigt for at komme i mål, og de var super dygtige.

Vi brugte en taglægger til halvdelen af taget (taget er jo den kritiske del), indtil det viste sig, at han ikke havde firma mere, meldte sig syg på sit job for at komme og arbejde hos mig, og iøvrigt ville have pengene sort. Nej tak, han var dygtig, men det var simpelt hen for uhæderligt, så jeg lavede resten selv. Og så en fugemand, da jeg gik kold i fugearbejdet, som er ret svært med Velfacs smukke vinduer, da fugen skal lægges 4 cm inde i en 1 cm smal sprække. Jeg lavede halvdelen, men ville gerne have professionelle til at klare resten. At den hyrede håndværker så gjorde det markant dårligere end jeg selv, var blot endnu en bekræftelse på at fortsætte med at gøre tingene selv…