Det er navnet på teknikken, vi bruger til at imprægnere vores facadebrædder. Shou sugi ban,  焼杉板 eller Yakisugi er navnene på en gammel japansk teknik for at konservere og imprægnere træet. Teknikken går kort fortalt ud på at forkulle træet, og dermed gøre det modstandsdygtig overfor råd, brand og insekter.

Teknisk sker processen ved at overfladebrænde træet, køle det, rense og oliere det. Det er en tidskrævende proces, men resultatet bliver en smuk sort/sølv finish og træet skulle kunne holde op til 80 år med den rette pleje. Oprindeligt blev der brugt japansk cedertræ (Sugi på japansk), men i dag bruges mange forskellige træsorter med et højt indhold af harpiks.

MOCK-UP

Inden vi startede med byggeriet sidste år lavede vi nogle forsøg på teknikken, dels for at teste arbejdsmængden, dels for at se patinereingen over et år. I arkitektfaget laver man det, der hedder en mock-up, altså et fysisk 1:1 stykke af en facade. Da vi sidste forår fik høns, besluttede vi os for at lave hønsehuset som en mock-up for husets facadebeklædning. Vi skrev om det her. Hønsehuset er beklædt med profilbrædder i både lærketræ og gran, forkullet i varierende intensitet for at teste udseende, holdbarhed og patina . Efter et år er det tydeligt, at brædderne patinerer forskelligt afhængig af solorientering og beskyttelse for regn. Facaden under halvtaget står som nyt, mens den sydlige facade er blevet smuk sølvgrå. Det er dog tydeligt, at brædderne skal forkulles mere, end de blev på hønsehuset. Der er ikke den store forskel på gran og lærk, granen står lidt mørkere, og det er også den vi endte med at vælge, men det var mest af alt fordi gran ikke slår sig (vrider sig) så meget, som lærk kan gøre. Det er en vigtig pointe, når man ene mand opsætter meget lange og brede profiler.

Vi endte med at købe profilbrædder i gran fra frøslev træ, deres ft845, som er et 25 x 200 mm ru profileret brædt med fer og not. Brædtet har en skyggenot i midten, så det ligner to smalle profilbrædder. Vi endte med den brede profil, da teknikken med at forkulle træet kræver en vis bredde af brædderne. Og da vi skal opsætte 320 m² facade, betyder et 200 mm profil frem for et 100 mm, at jeg kun skal opsætte ca 600 brædder frem for 1200. Det er til at føle på…

UDVIKLING:
Hele processen med hvordan vi skulle forkulle træet har optaget mig gennem byggeperioden. Da vi forkullede træet til hønsehuset stod vi med en tagbrænder og brændte på brædderne på jorden, men det var omstændeligt, tidskrævende og storforbrugende af gas. Det stod klart, at der skulle udvikles en teknik eller maskine, hvis vi nogensinde skulle få de 320 m² facadebeklædning lavet. Der er ikke meget information at hente på nettet, selv wikipedia kender ikke teknikken, men der er nogle glade amatører rundt omkring i verden, der deler deres forsøg på nettet.

MASKINEN:

Til at starte med udviklede jeg en maskine, der træk brædderne igennem et forbrændingskammer, hvor gasdyser brændte træet. Fremtrækket havde jeg lavet af en gammel strygerulle og nogle rullebånd. Forbrændingskammeret og resten af maskinen lavede jeg af tagbrændere samt nogle rester jern og træ, jeg havde liggende. Fremtrækket virkede ganske godt og kunne trække de lange brædder frem igennem maskinen i en stabil hastighed. Problemet var forbrændingen, for det viste sig, at der skulle exceptionelt mange dyser og meget gas for at forkulle brædderne tilstrækkeligt. Det duede bare ikke. Så selvom jeg havde brugt nogle udviklingsdage og mange aftener på at gennemtænke maskinen var vi nødt til at droppe maskinen og tænke teknikken forfra.

Den traditionelle japanske teknik foregår ved at snøre tre brædder sammen med ståltråd, så de danner en kanal, sætte den på højkant som en skorsten og tænder ild i bunden. Så buldrer ilden op gennem skorsten, og ilden slukkes ved at lægge brædderne ned, klippe tråden og afkøle med vand, der er en skøn video af en gammel japansk håndværker, der viser princippet

Af mange årsager kunne vi ikke direkte bruge denne teknik; for det første er vores brædder 4 eller over 5 m lange, hvilket er svært at håndtere ene mand,  teknikken udsender en sort røg af en anden verden. Jeg testede det faktisk, og kunne konstatere, at det ikke var en god ide, prøv bare at se denne video, som billedet til højre er fra. I Kulhuse ville nogle før eller siden tilkalde brandvæsnet. Slutteligt er forbrændingsgraden meget svær at styre, og vi skal have forkullet siderne af brædderne, men ikke for meget, så feren eller noten brænder af.

Men der var noget rigtigt i princippet om at lade træet brænde sig selv. Jeg fandt også en youtube video af en canadier, som laver shou sugi ban ved at lave kanaler af 4 brædder liggende og tænde ild inde i kanalen med en tagbrænder ligesom jeg. Teknikken var dog ikke smartere end at han efterfølgende var nødt til at brænde alle kanterne i en ny opstilling. Med de mængder, vi skal brænde, skal det hele køres i en proces.

Men jeg blev overbevist om, at konceptet med at brænde i en kanal liggende godt kunne lade sig gøre. Konceptet med at binde brædderne sammen synes jeg var alt for omstændig, så jeg fandt ud af at lave nogle stativer i jern, som brædderne kunne ligge på. Det muliggjorde samtidig luft mellem brædderne, så kanterne også blev brændt. Problemet med at feren blev brændt af, løste jeg ved at lave et 6 meter langt vandkar, som brædderne ligger på højkant i inden brændingen. Der er akkurat så meget vand i karet, at det kun er feren på brædderne, der får vand, det er nok til at den ikke brænder af. Så efter mange tanker, opstillinger, test og forsøg er jeg nu endt med en teknik, som jeg er meget tilfreds med. Det er en teknik, hvor jeg har kontrol over brændingen, det går hurtigt og resultatet er intet mindre end fabelagtigt.

Fremgangsmåde er ligetil; først skærer jeg skråsnit i enden af brædderne til drypnæse, så ryger tre profilbrædder i vandkaret, så feren bliver våd. Derpå opstiller jeg de tre brædder, så de danner en vandret kanal med hjælp af stativerne, og så tænder jeg ild. Åbningen foroven er så bred, at jeg kan føre brænderen langs brædderne og dermed styre forbrændingen. Brædderne brænder heller ikke eksplosivt som når de står op. Når brædderne er forkullet tilstrækkeligt, slukker jeg ilden og afkøler med vand. Så bliver brædderne lagt til tørring på et stativ, inden de børstes og olieres med koldpresset linolie. Jeg laver brædder løbende, så jeg har 10-20 m2 facadebrædder klar til opsætning. Jeg regner med at jeg laver ca 10 m2 i timen alt inklusiv, hvilket er meget hurtigere end jeg havde turde håbe på. Facadeopsætningen er godt i gang, det bliver så godt, rigtig godt, men mere om det i næste indlæg…