Mette maler

Byggeri er svært, særligt vores, hvor komplekse detaljer og løsninger kræver et særligt overblik og en akkuratesse. Med min baggrund som snedker og arkitekt tør jeg godt sige, at jeg besidder en større viden om byggeri og håndværksmæssig kompetence end min kære kone Mette.  Trods hendes mange talenter er hobbytømrer ikke en af dem og mine krav til planlægning, effektivitet og akkuratesse har vist sig at passe dårligt med Mettes begrænsede tålmodighed samt afslappede forhold til præcision. Derfor har Mettes arbejde på byggeriet været af sporadisk karakter, hendes store indsats har ligget i at få børneliv og husholdning til at fungere. Men i malerarbejdet var der endelig en opgave, hvor vores forudsætninger for at udføre arbejdet var lige gode.

Mette maler kanter på hemsen

Derfor fik Mette malerentreprisen. En selvstændig og præcist defineret opgave, men alligevel med mange beslutninger og overvejelser at tage. Da jeg overlod føringen fuldstændigt til Mette blev det også hendes arbejde at forestå planlægningen af malerarbejdet; hvad skal gøres, hvilket værktøj bør / skal vi bruge, skal vi købe, leje låne, hvilke produkter er der, mængder, mulige forhandlere, priser. Det er et stort arbejde at planlægge, især når man som jeg gerne vil gøre forarbejdet grundigt for at minimere fejl og for at kunne tage beslutninger på et velfunderet grundlag.

Efter nogle ugers research konstaterede Mette entreprisens omfang og traf sin første beslutning; vi skulle have malere på! Selv om jeg var lidt skeptisk ift økonomien og mit ønske om at lave alt selv, viste det sig at være en god beslutning. Vi skrev om deres fine arbejde her. Malerne fik lov til at spartle og opsætte filt, men det endelige malerarbejde ville vi gerne gøre selv, dels for at spare nogle penge, dels for at have en finger også på den del. Endeligt gav det os også lidt tid til at beslutte os for farver…

farveprøver flugger
farveprøver flugger

Gennem byggeriet var vi igennem mange muligheder for indvendig beklædning. Vi overvejede forskellige træbeklædninger, hvide vægge over alt eller 7 farver, 1 pr boks. Jo længere i processen, vi kom, jo mere overbevidst blev vi om at hver boks skulle have sin egen farve. Gerne nogle jordfarver, altså sarte / støvede farver. Mette forelskede sig i en kalkmaling fra Jotun (lady minerals). Kalkmaling har den unikke egenskab, at den giver en chancering og et smukt farvespil på væggen. Men malingen er svær at påføre og hæfter ikke på alle materialer, og er mindre modstandsdygtig overfor snavsede børnefingre. Vi var dog for sent ude i vores beslutning om at bruge kalkmalingen, for den kunne vi med fordel have malet direkte ovenpå de spartlede gipsplader, men da var der allerede opsat filt og grundet med alkydmaling, og fuget i hjørnerne. Vi prøvede at male en væg i entreen, men det var tydeligt, at den hæftede dårligt på fugemassen, og at resultatet på væggen ikke blev specielt godt. Så vi måtte droppe den og bruge almindelig maling.

nogle af farveprøverne
nogle af farveprøverne

Vi købte malingen hos Flügger gennem vores maler, maler-bente, og har haft bestilt i omegnen af 25 malerprøver, som vi har malet op på gipspladerester. De fleste farver var vi meget enige om, men særligt køkkenmalingen tog mange forsøg. Den endte vi med at blande selv ud af flere af farveprøverne, som vi så tog hen til butikken, hvor de scannede farven og dermed blandede den til os. Vi brugte samtidig malerprøverne til at teste 5 forskellige malerruller, og vi endte med at bruge en langhåret rulle, som giver lidt mere lysspil på væggen.

Rollerne var byttet om, I Weekenderne havde jeg så ansvar for børnene og husholdning, mens Mette stod for malerarbejdet. Eller det vil sige, at børnene var meget meget interesserede i at male med. Det går fint med Aida på 3½, men Ebbe på næsten to var en elefant i et glashus, og der er da også malerstrøg på nogle døre, som vi skal have fjernet på et tidspunkt.

familieprojekt med maling i køkkenet
familieprojekt med maling i køkkenet

Det var skønt at se farverne komme op på vægge og lofter, og se, hvordan farverne var med til at understege husets arkitektoniske motiv med de 7 bokse på bakken. At vælge farve er svært nok i sig selv, men at vi lykkedes med at vælge 7 farver, som vi er glade for, er en bedrift i sig selv. Men vi gjorde et grundigt forarbejde med farveprøverne og det belønnede sig. Det er en klassisk begynderfejl at vælge en for voldsom farve, hvis man blot ser det i et lille farvefelt i kataloget, de skal ses i en større skala for rigtig at kunne bedømmes.

I løbet af juni fik Mette malet de syv bokse (jeg hjalp nu også til, når børnene sov) og det er selvfølgelig lidt mere besværligt, når der er mange farver, og mange hjørner, hvor 2 farver mødes. Det har været dejligt at se Mettes ildhu og omhu med opgaven, og det lykkedes mig næsten ikke at blande mig i detaljer og arbejdsgange. Men det er pænt arbejde, og skønt at have det overstået. Tilbage er lidt finish omkring hjørner samt lidt reparationsmaling, men venter til, at vi er færdige med at arbejde indenfor. Og så mangler vi selvfølgelig stadig at male døre, skabslåger og køkken, som skal males med en anden maling.

papiruld i vægge

 

der skal to til at isolere, en til at blæse ind og en til at fodre maskinen

Vi har isoleret – 13 paller isolering, svarende til knap 4 tons, er blæst ind i gulve og vægge. Det har svinet og rodet og larmet, men vi er færdige med det, og det er skønt. Det har taget tid, faktisk har vi lejet indblæsningsmaskinen a 3 omgange og blæst isolering ind i samlet set 9 dage. I sommers blæste vi 6 paller papiruld ind i taget, det har vi allerede skrevet om i dette indlæg. Nu gjaldt det facader, indvendige vægge og gulve.

Som nævnt i mit sidste og mit første indlæg om papiruld, kræver indblæsningen af isoleringen en lukket konstruktion. Vi skulle med andre ord være færdig med første lag gips overalt i huset, før vi kunne starte isoleringen. Og for overhovedet at kunne opsætte gipsplader skulle mange andre opgaver færdiggøres; kabel- og rørføring, trappekonstruktion mv, kælderloft, ventilation mv. Desuden ville vi gerne isolere de indvendige vægge med papiruld også, så de skulle også bygges.

Der er mange fordele ved papiruld, blandt andet det, at papirulden pakker sig om konstruktionen, hvilket er en fordel med husets mange skæve vinkler. Med traditionelle batts skal isoleringen tilskæres præcist for at passe mellem konstruktionen da en eventuel afstand mellem batts og spærtræ giver kuldebroer i konstruktionen.  I et hus som vores ville det blive et for tidskrævende og møjsommeligt arbejde. Men indblæsning kræver leje af en indblæsningsmaskine og arbejdet kan derfor ikke foregå progressivt, men skal samles og udføres af nogle gange. Desuden er det et fuldtidsarbejde for 2 mand + børnepasning, så hver gang vi har lejet maskinen, typisk 3-4 dage, har vi også skulle arrangere fridage for Mette, samt hjælp eller børnepasning for alle dagene. Men en godt netværk og gode familier har hjulpet til med det.

hvert hulrum skal fyldes fra flere huller for at vi kan opnå tilstrækkelig komprimering
hvert hulrum skal fyldes fra flere huller for at vi kan opnå tilstrækkelig komprimering

Indblæsning af væggene tog markant længere tid end beregnet. Vi var forberedte på at det tog længere tid end tagene, da der er mange flere hulrum at fylde op, og for hvert hulrum skal der bores huller, føres slanger ind i konstruktionen mv. Men vi var dels nødt til at bruge en tyndere slange (= nedsat effektivitet) for at slangen kunne komme ned gennem konstruktionen, og vi måtte bore mange flere huller for at være sikre på en tilstrækkelig komprimering af papirulden. De ekstra huller var måske unødvendige, men som uerfarne indblæsere valgte vi at være på den sikre side og blæste derfor papiruld ind fra 3 gange så mange huller som en erfaren isolatør ville gøre. Hullerne var desuden så store, at vi kunne få en arm ind og skubbe papirulden rundt samt kontrollere komprimeringen i hele konstruktionen.

Ved isolering med papiruld er komprimeringen meget vigtigt, da man med en utilstrækkelig pakning risikerer, at ulden med tiden sætter sig / falder sammen og skaber kuldebroer øverst i hulrummene. For at opnå en tilstrækkelig komprimering skal der fyldes minimum 35 kg isolering i en kubikmeter hulrum. Man kan pakke isoleringen tættere, det har ingen særlig indflydelse på isoleringensevnen, men bruger selvsagt lidt mere materiale. Min isolatør siger, at som glad amatør skal man gå efter at fylde væggene helt op, mens en professionel kan bruge mindre materiale og opnå samme effekt.  Vi beregnede, at vi med vores 125 kubikmeter hulrum i tag, facader, gulve og indvendige vægge skulle bruge minimum 4,4 ton. Vi har indblæst 5,3 ton, så vi ligger med et gennemsnitsforbrug på 42 kg/m³, hvilket er ganske tilfredsstillende.

Vi lånte et thermografisk kamera til at tjekke arbejdet, men det skriver vi om i næste blogindlæg.

Mette smuldrer papirulden ned i maskinen

Jeg stod med slangen under hele arbejdet. Jeg kender konstruktionen, og den er ikke helt gennemskuelig, så jeg turde ikke overlade den opgave til andre. Mette og forskellige hjælpere som Jan og Martin var maskinmestre, og stod for konstant at fylde papiruld i maskinen. Under indblæsning af tage og gulve var det et fuldtidarbejde, men med væggene var der tid til andre opgaver også. Mette havde f.eks kontrollant opgaven med at gennemgå alle indblæsningshuller styk for styk og kontrollere komprimeringen samt sætte prop og tape for hullet. Der var 470 huller i vægge + 30 i gulvene. ialt 500 huller.

Der er forøvrigt meget tryk på maskinen. Det lykkedes faktisk at blæse gipspladerne af 2 af de indvendige vægge, fordi der kom for meget tryk på. ..

Besparelse og tid
Vi fik i sin tid en pris fra en isolatør på arbejdet med indblæsning, og han skulle have 135.000 for arbejdet. Vi endte med en samlet pris på 56.000 kr. for maskinleje, fragt, isolering,  mv, så vi har sparet 79.000 kr. på den opgave alene, fordelt over 9 arbejdsdage. Det har så også krævet hjælp, under hele forløbet (en til maskinen, en til indblæsningen, en til børnene) , men vi er beriget med nogle gode familier, der hjælper.

Udover at kunne sætte et flueben ud for endnu en opgave, betyder det også, at vi kan have varme på. For første gang kan vi og ungerne være i huset uden flyverdragter og pt står der to elradiatorer i huset og de kan med en en samlet effekt på 3,6 kw holde huset på 21 grader varmt her i  vinterfrosten. Og regnskabet bliver lidt bedre, når vi går videre med de næste opgaver, som er at få tætnet de sidste samlinger, opsætte andet lag gips og isætte døren i til kælderen (som er et uisoleret forrådskammer)…

Shou Sugi Ban

Det er navnet på teknikken, vi bruger til at imprægnere vores facadebrædder. Shou sugi ban,  焼杉板 eller Yakisugi er navnene på en gammel japansk teknik for at konservere og imprægnere træet. Teknikken går kort fortalt ud på at forkulle træet, og dermed gøre det modstandsdygtig overfor råd, brand og insekter.

Teknisk sker processen ved at overfladebrænde træet, køle det, rense og oliere det. Det er en tidskrævende proces, men resultatet bliver en smuk sort/sølv finish og træet skulle kunne holde op til 80 år med den rette pleje. Oprindeligt blev der brugt japansk cedertræ (Sugi på japansk), men i dag bruges mange forskellige træsorter med et højt indhold af harpiks.

 

MOCK-UP

hønsehus byggeri
hønsehus byggeri

Inden vi startede med byggeriet sidste år lavede vi nogle forsøg på teknikken, dels for at teste arbejdsmængden, dels for at se patinereingen over et år. I arkitektfaget laver man det, der hedder en mock-up, altså et fysisk 1:1 stykke af en facade. Da vi sidste forår fik høns, besluttede vi os for at lave hønsehuset som en mock-up for husets facadebeklædning. Vi skrev om det her. Hønsehuset er beklædt med profilbrædder i både lærketræ og gran, forkullet i varierende intensitet for at teste udseende, holdbarhed og patina . Efter et år er det tydeligt, at brædderne patinerer forskelligt afhængig af solorientering og beskyttelse for regn. Facaden under halvtaget står som nyt, mens den sydlige facade er blevet smuk sølvgrå. Det er dog tydeligt, at brædderne skal forkulles mere, end de blev på hønsehuset. Der er ikke den store forskel på gran og lærk, granen står lidt mørkere, og det er også den vi endte med at vælge, men det var mest af alt fordi gran ikke slår sig (vrider sig) så meget, som lærk kan gøre. Det er en vigtig pointe, når man ene mand opsætter meget lange og brede profiler.

brædderne fra Frøslev træ
brædderne fra Frøslev træ

Vi endte med at købe profilbrædder i gran fra frøslev træ, deres ft845, som er et 25 x 200 mm ru profileret brædt med fer og not. Brædtet har en skyggenot i midten, så det ligner to smalle profilbrædder. Vi endte med den brede profil, da teknikken med at forkulle træet kræver en vis bredde af brædderne. Og da vi skal opsætte 320 m² facade, betyder et 200 mm profil frem for et 100 mm, at jeg kun skal opsætte ca 600 brædder frem for 1200. Det er til at føle på…

UDVIKLING:
Hele processen med hvordan vi skulle forkulle træet har optaget mig gennem byggeperioden. Da vi forkullede træet til hønsehuset stod vi med en tagbrænder og brændte på brædderne på jorden, men det var omstændeligt, tidskrævende og storforbrugende af gas. Det stod klart, at der skulle udvikles en teknik eller maskine, hvis vi nogensinde skulle få de 320 m² facadebeklædning lavet. Der er ikke meget information at hente på nettet, selv wikipedia kender ikke teknikken, men der er nogle glade amatører rundt omkring i verden, der deler deres forsøg på nettet.

 

MASKINEN:

fremtrækket til brændemaskinen
fremtrækket til brændemaskinen

Til at starte med udviklede jeg en maskine, der træk brædderne igennem et forbrændingskammer, hvor gasdyser brændte træet. Fremtrækket havde jeg lavet af en gammel strygerulle og nogle rullebånd. Forbrændingskammeret og resten af maskinen lavede jeg af tagbrændere samt nogle rester jern og træ, jeg havde liggende. Fremtrækket virkede ganske godt og kunne trække de lange brædder frem igennem maskinen i en stabil hastighed. Problemet var forbrændingen, for det viste sig, at der skulle exceptionelt mange dyser og meget gas for at forkulle brædderne tilstrækkeligt. Det duede bare ikke. Så selvom jeg havde brugt nogle udviklingsdage og mange aftener på at gennemtænke maskinen var vi nødt til at droppe maskinen og tænke teknikken forfra.

Den traditionelle japanske teknik foregår ved at snøre tre brædder sammen med ståltråd, så de danner en kanal, sætte den på højkant som en skorsten og tænder ild i bunden. Så buldrer ilden op gennem skorsten, og ilden slukkes ved at lægge brædderne ned, klippe tråden og afkøle med vand, der er en skøn video af en gammel japansk håndværker, der viser princippet

røgudvikling, hvis man bruger skorstensteknikken
røgudvikling, hvis man bruger skorstensteknikken

Af mange årsager kunne vi ikke direkte bruge denne teknik; for det første er vores brædder 4 eller over 5 m lange, hvilket er svært at håndtere ene mand,  teknikken udsender en sort røg af en anden verden. Jeg testede det faktisk, og kunne konstatere, at det ikke var en god ide, prøv bare at se denne video, som billedet til højre er fra. I Kulhuse ville nogle før eller siden tilkalde brandvæsnet. Slutteligt er forbrændingsgraden meget svær at styre, og vi skal have forkullet siderne af brædderne, men ikke for meget, så feren eller noten brænder af.

Men der var noget rigtigt i princippet om at lade træet brænde sig selv. Jeg fandt også en youtube video af en canadier, som laver shou sugi ban ved at lave kanaler af 4 brædder liggende og tænde ild inde i kanalen med en tagbrænder ligesom jeg. Teknikken var dog ikke smartere end at han efterfølgende var nødt til at brænde alle kanterne i en ny opstilling. Med de mængder, vi skal brænde, skal det hele køres i en proces.

metalstativ
metalstativ

Men jeg blev overbevist om, at konceptet med at brænde i en kanal liggende godt kunne lade sig gøre. Konceptet med at binde brædderne sammen synes jeg var alt for omstændig, så jeg fandt ud af at lave nogle stativer i jern, som brædderne kunne ligge på. Det muliggjorde samtidig luft mellem brædderne, så kanterne også blev brændt. Problemet med at feren blev brændt af, løste jeg ved at lave et 6 meter langt vandkar, som brædderne ligger på højkant i inden brændingen. Der er akkurat så meget vand i karet, at det kun er feren på brædderne, der får vand, det er nok til at den ikke brænder af. Så efter mange tanker, opstillinger, test og forsøg er jeg nu endt med en teknik, som jeg er meget tilfreds med. Det er en teknik, hvor jeg har kontrol over brændingen, det går hurtigt og resultatet er intet mindre end fabelagtigt.

Fremgangsmåde er ligetil; først skærer jeg skråsnit i enden af brædderne til drypnæse, så ryger tre profilbrædder i vandkaret, så feren bliver våd. Derpå opstiller jeg de tre brædder, så de danner en vandret kanal med hjælp af stativerne, og så tænder jeg ild. Åbningen foroven er så bred, at jeg kan føre brænderen langs brædderne og dermed styre forbrændingen. Brædderne brænder heller ikke eksplosivt som når de står op. Når brædderne er forkullet tilstrækkeligt, slukker jeg ilden og afkøler med vand. Så bliver brædderne lagt til tørring på et stativ, inden de børstes og olieres med koldpresset linolie. Jeg laver brædder løbende, så jeg har 10-20 m2 facadebrædder klar til opsætning. Jeg regner med at jeg laver ca 10 m2 i timen alt inklusiv, hvilket er meget hurtigere end jeg havde turde håbe på. Facadeopsætningen er godt i gang, det bliver så godt, rigtig godt, men mere om det i næste indlæg…

Isolering

på toppen af boks 6
på toppen af boks 6

Vi har isoleret taget. Vi bruger papiruld (granulat) og derfor skal arbejdsgangene planlægges lidt bedre. Hovedparten af alt byggeri i DK bliver isoleret med glasuld eller stenuld, som leveres i batts (en slags bløde plader), og som blot placeres efterhånden som konstruktionen bygges. Som nævnt i vores tidligere blogindlæg om isolering har vi valgt papiruld på grund af dets termiske egenskaber, samt fordelen ved at det blæses ind som løst granulat og derfor pakker sig tæt rundt om konstruktionen.

Indblæsningen forudsætter selvsagt en lukket konstruktion, hvilket betyder at der skal være monteret gipsplader indvendigt, før vi kan gå igang. Vi skal isolere lofter, vægge og nogle af gulvene, og fremgangsmåden er forskellig for alle tre. I første omgang isolerede vi tagene og nogle af gulvene. Tagene isolerer vi ved at blæse papirulden ind fra facaden; dette skal derfor gøres, inden vi monterer facadebeklædningen.

 

indblæsningmaskinen
indblæsningmaskinen

Selve indblæsningen af isoleringen kræver dog en maskine, som jeg ikke kan forsvare at købe, men som vi lejer via en isolatør.Maskinen er relativt simpel, den har et stort kammer med nogle piskeris, som rører papirulden til et luftigt granulat.  som derfra blæses via slanger frem til røret eller mundstykket for enden. Maskinen koster 2000 kr i leje for en hverdag eller weekend, så arbejdet skal planlægges, så vi får optimalt brug af den. Vi regner med at blæse al isolering ind på 2-3 weekender. Ifølge beregningerne skulle vi bruge 32 kubikmeter papiruld til taget, men vi ville samtidig prøve at isolere de færdige gulvkonstruktioner og lave forsøg med indblæsning i væggene. Mængderne kan også variere meget afhængig af hvor meget isoleringen komprimeres under indblæsningen. I første omgang købte vi derfor 45 kubikmeter isolering, hvilket svarer til 1,5 ton papiruld. Det fylder ret meget, skulle jeg hilse og sige, selvom det er komprimeret til halv størrelse i pakkerne.

Mette fylder i maskinen
Mette fylder i maskinen

Det er et arbejde, der kræver to mand. En til at blæse isolering ind, og en til at passe maskinen og fylde papiruld på maskinen. Pakkerne fås i 10,12 og 17,5 kg afhængig af mærke, og maskinen skal konstant fyldes op for at følge med. Selve indblæsningen foregik med et 2 m og 4 m rør, som vi stak ind i tagkonstruktionen fra facaden. Papirulden blæses ud gennem røret som løbende flyttes for at fordele papirulden.  Arbejdet går relativt stærkt, men vi gør meget ud af at være omhyggelige, så vi undgår “helligdage” som så bliver kuldebroer i konstruktionen. Det er et arbejde, som sviner meget, men mon ikke vi kan reducere støvgener, når vi opnår lidt mere rutine. Vi brugte ca 2 hele dage på at indblæse de 45 kubikmeter, svarende til alle 7 tage, 2½ gulv og en ½ væg. Så mangler vi bare at isolere vægge og de sidste gulve, ialt ca 90 kubikmeter. Vi regner med at bruge 6 arbejdsdage og 40.000 kr ialt på isoleringsarbejdet. Det virker ganske rimeligt, især set i kontrast til det tilbud på 135.000 kr, vi fik på isoleringsarbejdet…

 

 

Materialer

der ankommer fundamentblokke, stål og cement
der ankommer fundamentblokke, stål og cement

Her i weekenden kom de første materialer. Forud for dette har vi haft et langstrakt forløb, hvor vi har udarbejdet materialelister og indsamlet priser. Vi har haft kontakt med tre lokale tømmerhandler, som har beregnet priser på de 20 væsentligste materialer i byggeriet. Vi regner med et totalindkøb for en lille halv million over de 12 måneder, og det giver nogle helt andre (bedre) priser,  end vi kender det fra byggemarkederne. Vi endte med at lande en aftale med Davidsen Tømmerhandel i Venslev, dels på grund af deres tilbud, men også pga deres service ift levering og returnering samt en god faglig ekspertise, vi kommer til at gøre brug af. Jeg bestilte materialerne torsdag (kristi himmelfarts dag) og fik materialerne allerede fredag og lørdag morgen, ialt 20 ton materialer til fundament. Meget snart så støber vi…

Valg af isolering – del 1

Der er flere parametre at forholde sig til i sit valg af isoleringsmaterialer. Først og fremmest isoleringsevne, konstruktion, hygroskopiske egenskaber, pris, håndtering, brandtekniske egenskaber samt dets miljøpåvirkning.

Overordnet er der 4 relevante typer isolering. Glasuld (fx isover), stenuld (fx rockwool), papiruld , træuld og plastisolering  (fx. Sundolit)

materialets Isoleringsevne har betydning for væggenes tykkelse. Man snakker om materialets varmeledningsevne og jo lavere en varmeledning, jo bedre isolerer det ( Wiki har en fin oversigt over forskellige materialers varmeledningsevne, hvor de klassiske isoleringsmaterialer ligger i den pæne ende af skalaen. Jeg har været ret interesseret i at bruge et pur eller pir isolering i vægge og loft, da det vil reducere min vægtykkelser med 30-40 pct i forhold til at bruge almindelig isolering, men har måtte droppe dem pga teknik og pris.

Træfiberisolering: 0,036- 0,038 W/(m *K)
Papiruld: 0,040 W/(m*K)
Stenuld: 0,034-0,042 W/(m*K)
Glasuld:  0,030-0,040 W/(m*K)
EPS: 0,031-0,40  W/(m*K)

At et materiale er hygroskopisk betyder, at det er i stand til at optage og transportere fugt. Det har stor betydning for indeklimaet og overflødiggører en dampspærre. Da vores byggeri desuden er et sommerhus, hvor ydersiden i perioder kan være varmere end indersiden, er det meget interessant for mig at undgå en dampspærre.

BRAND:  papiruld er ikke så brandfarligt, som nogle påstår
miljøpåvirkning under fremstilling, afgivelse af gasser i huset og fremtidig afskaffelse

 

Pris: Jo bedre isoleringsevne, jo dyrere er produktet nærmest som standard. Derfor er de bedste af stenuld og glasuldprodukterne ikke en mulighed for mig, dertil er de for dyre.

 

Miljø-aspektet er straks mere kompliceret og sværere at få et oprigtigt billede af. For det første fordi alle producenter kalder deres materialer bæredygtige, enten fordi de bidrager til at spare energi kva deres funktion eller fordi en forbedring af deres produktionsmetode har reduceret miljøbelastningen. Det er dog gangske sikkert, at papiruld og træfiberisolering bruger 3 til 4 gange mindre energi til produktionen ift mineralduld. Papiruld kan fx komposteres efter endt brug.

 Håndtering, har for mig været ret vigtig, dels fordi jeg er interesseret i en effektiv arbejdsgang, hvor jeg selv kan udføre hele arbejdet, dels fordi jeg ikke har meget plads på byggepladsen. Jeg ønsker ikke et produkt, der giver mig kløe, svie eller anden ubehag

fortsættes….