dagligdag #2

Vi har nu været i gang så længe, at Mettes barsel er forbi og nu er tilbage på arbejde. Så vi har alle fået en ny hverdag. Fra at være så priviligeret at Mette passede børnene, mens jeg byggede, er det mig, der passer børnene. De går stadig ikke i institution, og de går derfor hjemme hos mig dagligt her i Kulhuse. Vi har valgt det, først og fremmest fordi vi gerne vil tilbringe mest muligt tid sammen med dem, nu hvor de er så små.

Æblepause ved bålpladsen

Det betyder en markant anderledes men dog skøn hverdag, og der er stadig tid til at bygge, selvom børnepasseriet er et fuldtidsarbejde i sig selv.

Så min dagligdag ser ikke længere ud som da vi beskrev den tidligere i dette blogindlæg. I dag står vi op mellem 7 og 8, spiser morgenmad, hygger, leger, bager eller starter madlavning, og er som regel først udenfor efter kl 9. Vi er ude hver

Der bages
Der bages
dag, selv slemme regnvejrsdage har opholdsstunder, og ellers er vi bare indenfor i det nye hus. Men mest af alt er vi ude i det fri, i haven. Vi lukker hønsene ud, spiser lidt af havens frugt, pt er det æbler og brombær, og derefter ser jeg mit snit til at arbejde på huset, mens børnene hjælper mig eller leger ved siden af. Da jeg ikke kan lave hvad som helst, mens jeg passer børnene, har jeg 4 arbejdsspor, jeg vælger imellem. Jeg kan for eksempel ikke arbejde på taget eller på stilladset, hvis jeg samtidig passer børnene. Især den yngste Ebbe, skal man være efter, da han gerne løber ned til søen, så snart han kan. Så afhængigt af vejret og hvorvidt jeg har børnene med, har jeg 4 forskellige arbejder kørende simultant. Det har været godt vejr den seneste tid og jeg har derfor fortrinsvis opsat facader, forskellige steder på huset afhængig af situationen.

Vi spiser frokost kl halv 12 og efter frokost sover de begge to middagslur. Med lidt held har jeg så 2-3 arbejdstimer for mig selv. Her fokuserer jeg så på at arbejde med det, som med fordel ikke afbrydes. Forkulningen af facader er arbejde, der gøres nemmest uden afbrydelser, det samme er arbejdet på stilladset eller på taget. Omvendt går det fint med at lægge fliser, opsætte facader og oliere brædder sammen med børnene. Det foregår selvsagt i et andet tempo end vanligt, fordi børnene leger med, prøv blot at tænke på mig, der lægger fliser i børnenes “sandkasse” for at få et billede af, hvordan det tager sig ud.

Når børnene vågner efter deres middagslur, spiser vi lidt frugt, leger lidt, og måske kan vi arbejde lidt videre sammen. Andre dage går vi en tur, besøger naboer eller leger indenfor, som oftest er det en kombination. Der skal også laves mad, gøres rent, ryddes op og vaskes tøj, men det sker løbende gennem dagen. Når vi arbejder, betyder det, at Ebbe og Aida deltager i arbejdet, dog mest med at rende og lege med mit værktøj, rode skruer og klodser sammen og generelt flytte rundt på alle flytbare elementer på byggepladsen.

Aida er meget glad for at male
Aida er meget glad for at male
Men det er skide hyggeligt, og jeg er alligevel så distræt, at jeg ikke lægger mærke til, at de har flyttet tingene. Aida er så gammel, at vi snakker om alt fra konstruktioner og bygningsdele, til de trolde, der bor i kælderen. Ebbe er nysgerrig og undersøgende som kun en 1-årig kan være, og det er skønt at se ham udforske huset fra sin vinkel. De får ret frie tøjler, men ind i mellem har jeg måtte tage en hammer eller koben ud af hånden på dem, fordi de var igang med at hamre på et vindue eller facaden. Generelt har jeg også lært, hvad der kan tåle at stå i børnehøjde på byggepladsen og hvad der absolut ikke skal. Skrueæskerne står nu generelt udenfor børnenes rækkevidde, mens gipspladestakken får et kunstnerisk præg, nu hvor der er børn på pladsen. Mine farverige afstandsklodser bliver konsekvent spredt rundt i huset, ligemeget hvor mange gange vi rydder dem på plads. Men skruemaskiner, sømpistoler, stiksave kan fint ligge på gulvet, de er for tunge for dem at lege med, tændingen er enten så stram eller med sikkerhedsfunktion, at de ikke er i stand til at tænde dem, ligesom jeg aldrig sætter strøm eller luft til, når jeg ikke arbejder med dem.

Fra halv 4 til kl 5 kan jeg arbejde videre, der har Mette typisk børnene, derefter står den på traditionel børnefamiliestund indtil kl 20, hvor den ældste er lagt, og jeg kan arbejde videre. Det bliver oftest så med tegnearbejde samt administrativt arbejde, som jeg foretrækker at lave om aftenen, når det alligevel er mørkt og stille. I perioder får jeg også arbejdet ude på byggepladsen om aftenen, men nu hvor jeg har Ebbe om natten (som er ved at få de sidste tænder og derfor er meget vågen om natten), har der ærlig talt ikke været energi til det.

 

Ebbe har fået fat i fars søm
Ebbe har fået fat i fars søm
Sådan er vores hverdage, men rent faktisk går det ikke totalt op i børn, faktisk har jeg 2-3 dage om ugen, hvor jeg arbejder på huset uden at passe børn. Mette har fri hver onsdag, hvor hun passer børn og jeg byggeriet, og det samme gælder en weekenddag, hvis vi da ikke lige har arrangementer. Desuden kommer svigermor på besøg 2-3 gange om måneden, hvor hun passer børnene.

Vores setup med byggeri og børn sammen, har vi valgt, først og fremmest, fordi vi gerne vil tilbringe mest muligt tid sammen med børnene, nu hvor de er så små. Men Aida på nu 3 år og Ebbe på 15 måneder og os forældre skal nyde tiden, for til januar flytter vi tilbage til byen og børnene starter i institution som alle deres jævnaldrende. Jeg tror, at det bliver svært for os alle at omstille sig. Selv når jeg arbejder og ikke har børnene, er de der jo konstant. Vi har god tid, vi spiser frokoster og mellemmåltider sammen og de besøger far mange mange gange i løbet af dagen på byggepladsen.

 

Facader

Facadeopsætningen er et taknemmeligt arbejde. Arbejdsindsatsen er stor, men det syner af meget, efterhånden som husets facader beklædes med det endelige facadebeklædning.

 

Ebbe er med far på arbejde
med far på arbejde

Igen er det skrånende terræn og husets form en kilde til ekstra arbejde. På en normal byggegrund ville et rullestillads have klaret opgaven, og et normalt hus ville have facader, der ikke nåede højere end 2-3 meter. Her er vi med de højeste facader over 5 meter, og kun to af de 32 facader er ud for et fladt terræn. Derfor bruger vi noget ekstra tid på at opsætte stilladser, rende på stiger (pt en multistige, en 5 m stige og en 8 m stige). Murerstilladset har jeg lånt af en af vores gode naboer (og multistigen af en anden), og begge har vist sig uundværlige. Men igen må jeg sige, at arbejdet er det hele værd. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at se huset tage form. Det undergår en transformation nu, hvor vindplader og forskalling gradvis forsvinder til fordel for de brændte facadebrædder. Det har været længe ventet, men for dælen, hvor hvor bliver det godt, nu hvor væggene fremstår homogene og hvor boksenes form træder mere synligt frem.

 

shou sugi ban
shou sugi ban

Vi endte med at købe profilbrædder i gran fra frøslev træ, deres ft845, som er 25 x 200 mm ru profilerede brædder med fer og not. Da vi behandler brædderne med Shou Sugi ban teknikken, som beskrevet i sidste indlæg, skal forkulningen og olieringen være foretaget inden brædtet monteres. Det giver lidt udfordringer med effektive arbejdsgange, når vi laver hjørner, skærer til omkring vinduer, men udfordringer og omveje er vi i den grad vant til. Vi har valgt lodret beklædning, blandt andet på grund af terrænnet, som facadebeklædningen skal følge. Men vi har fra start været enige om at husene opleves lettere med lodrette frem for vandrette profiler. Det har så givet noget merarbejde i konstruktionen, da vi skal have vandret konstruktionstræ pr 60 cm, og opsætningen er også lidt mere besværligt. Men dette hus er vokset ud af gode ønsker og drømme, ikke af fornuft og rationalitet…

 

 

skabelonen til at sømme på linje virker perfekt
skabelonen til at sømme på linje virker

Vi startede facadeopsætningen med et af de lette facadestykker, den nordvendte væg i badeværelset ved hovedindgangen, fordi den er lav og uden vinduer. Her fik vi afprøvet arbejdsgange af. Da vi skal opsætte 32o m² facade, gælder det om at opfinde nogle teknikker og skabe nogle skabeloner, så vi kan lave arbejdet nemt og hurtigt, ensartet og minimere risikoen for fejl. Og vi har lavet mange skabeloner,  til alt fra opmåling til placering af søm, så de ligger på linje. Netop en god skabelon til sømmene har været vigtig, da vi sætter ca. 18 søm pr kvadratmeter, altså over 6000 søm i alt. I andre situationer ville jeg med kridtsnor slå en lige kridtstreg, men af mange årsager duer den metode ikke her. Jeg skal blandt andet fiksere et brædt af gangen, mens jeg holder det i korrekt højde. Derfor endte jeg op med en skabelon, som består af to brædder påsat klodser pr 60 cm. Skabelonerne hænger fra taget og kan nemt flyttes, Ovenpå klodserne kan jeg lægge et retholdt eller vaterpas, som jeg sætter sømpistolen op til og skyder søm i. Det er en nem og fejlsikker løsning, som jeg er meget tilfreds med.

 

2015-09-06 20.08.45
liste over facader

Selve facadeberegningen var et lille regnestykke i sig selv. En af mine venner er også ved at beklæde hus, men et normalt hus på fladt terræn betyder én bræddelængde. Så han kunne måle husets højde og omkreds, så havde han sine mål. For vores hus med mange facader i varierende højder måtte jeg udarbejde en oversigt, en liste på 53 linjer med facadeelementerne. Dels for at få overblik over mængderne (brædderne er skåret specielt til projektet), dels for at prøve at minimere spild. Jeg har købt brædderne i to længder, 3,6 m og 5,4 m. Det giver en del reststykker, som dog kan bruges, for eksempel under og over vinduer eller der hvor facaderne rager op over en anden boks. Det lyder vanvittigt, men vi har købt 2,2 km brædder, og har opsat cirka en tredjedel i skrivende stund.

 

Rækkefølgen af beklædningsarbejdet på facaderne ser umiddelbart lidt tilfældig ud, men har sin årsag. Dels startede jeg med de nemmeste facader og er fortsat med facaderne i stigende kompleksitet. Når jeg har haft hjælpere, har vi sammen arbejdet på de høje facader, da de er lidt besværlige at opsætte ene mand. Terrænnet på bagsiden af huset er ikke så skrånende, så der har jeg foretrukket at begynde. At nogle af facaderne ikke er færdiggjort skyldes, at der skal bruges korte bræddesstykker, som jeg forventer at få tilovers som rester fra andre facader. Nu vil jeg dog forsøge at færdiggøre nogle bokse, så jeg på dagene med dårligt vejr, kan fortsætte gipsarbejdet. Hovedfokus er dog på facader, facader, facader.

 

Shou Sugi Ban

Det er navnet på teknikken, vi bruger til at imprægnere vores facadebrædder. Shou sugi ban,  焼杉板 eller Yakisugi er navnene på en gammel japansk teknik for at konservere og imprægnere træet. Teknikken går kort fortalt ud på at forkulle træet, og dermed gøre det modstandsdygtig overfor råd, brand og insekter.

Teknisk sker processen ved at overfladebrænde træet, køle det, rense og oliere det. Det er en tidskrævende proces, men resultatet bliver en smuk sort/sølv finish og træet skulle kunne holde op til 80 år med den rette pleje. Oprindeligt blev der brugt japansk cedertræ (Sugi på japansk), men i dag bruges mange forskellige træsorter med et højt indhold af harpiks.

 

MOCK-UP

hønsehus byggeri
hønsehus byggeri

Inden vi startede med byggeriet sidste år lavede vi nogle forsøg på teknikken, dels for at teste arbejdsmængden, dels for at se patinereingen over et år. I arkitektfaget laver man det, der hedder en mock-up, altså et fysisk 1:1 stykke af en facade. Da vi sidste forår fik høns, besluttede vi os for at lave hønsehuset som en mock-up for husets facadebeklædning. Vi skrev om det her. Hønsehuset er beklædt med profilbrædder i både lærketræ og gran, forkullet i varierende intensitet for at teste udseende, holdbarhed og patina . Efter et år er det tydeligt, at brædderne patinerer forskelligt afhængig af solorientering og beskyttelse for regn. Facaden under halvtaget står som nyt, mens den sydlige facade er blevet smuk sølvgrå. Det er dog tydeligt, at brædderne skal forkulles mere, end de blev på hønsehuset. Der er ikke den store forskel på gran og lærk, granen står lidt mørkere, og det er også den vi endte med at vælge, men det var mest af alt fordi gran ikke slår sig (vrider sig) så meget, som lærk kan gøre. Det er en vigtig pointe, når man ene mand opsætter meget lange og brede profiler.

brædderne fra Frøslev træ
brædderne fra Frøslev træ

Vi endte med at købe profilbrædder i gran fra frøslev træ, deres ft845, som er et 25 x 200 mm ru profileret brædt med fer og not. Brædtet har en skyggenot i midten, så det ligner to smalle profilbrædder. Vi endte med den brede profil, da teknikken med at forkulle træet kræver en vis bredde af brædderne. Og da vi skal opsætte 320 m² facade, betyder et 200 mm profil frem for et 100 mm, at jeg kun skal opsætte ca 600 brædder frem for 1200. Det er til at føle på…

UDVIKLING:
Hele processen med hvordan vi skulle forkulle træet har optaget mig gennem byggeperioden. Da vi forkullede træet til hønsehuset stod vi med en tagbrænder og brændte på brædderne på jorden, men det var omstændeligt, tidskrævende og storforbrugende af gas. Det stod klart, at der skulle udvikles en teknik eller maskine, hvis vi nogensinde skulle få de 320 m² facadebeklædning lavet. Der er ikke meget information at hente på nettet, selv wikipedia kender ikke teknikken, men der er nogle glade amatører rundt omkring i verden, der deler deres forsøg på nettet.

 

MASKINEN:

fremtrækket til brændemaskinen
fremtrækket til brændemaskinen

Til at starte med udviklede jeg en maskine, der træk brædderne igennem et forbrændingskammer, hvor gasdyser brændte træet. Fremtrækket havde jeg lavet af en gammel strygerulle og nogle rullebånd. Forbrændingskammeret og resten af maskinen lavede jeg af tagbrændere samt nogle rester jern og træ, jeg havde liggende. Fremtrækket virkede ganske godt og kunne trække de lange brædder frem igennem maskinen i en stabil hastighed. Problemet var forbrændingen, for det viste sig, at der skulle exceptionelt mange dyser og meget gas for at forkulle brædderne tilstrækkeligt. Det duede bare ikke. Så selvom jeg havde brugt nogle udviklingsdage og mange aftener på at gennemtænke maskinen var vi nødt til at droppe maskinen og tænke teknikken forfra.

Den traditionelle japanske teknik foregår ved at snøre tre brædder sammen med ståltråd, så de danner en kanal, sætte den på højkant som en skorsten og tænder ild i bunden. Så buldrer ilden op gennem skorsten, og ilden slukkes ved at lægge brædderne ned, klippe tråden og afkøle med vand, der er en skøn video af en gammel japansk håndværker, der viser princippet

røgudvikling, hvis man bruger skorstensteknikken
røgudvikling, hvis man bruger skorstensteknikken

Af mange årsager kunne vi ikke direkte bruge denne teknik; for det første er vores brædder 4 eller over 5 m lange, hvilket er svært at håndtere ene mand,  teknikken udsender en sort røg af en anden verden. Jeg testede det faktisk, og kunne konstatere, at det ikke var en god ide, prøv bare at se denne video, som billedet til højre er fra. I Kulhuse ville nogle før eller siden tilkalde brandvæsnet. Slutteligt er forbrændingsgraden meget svær at styre, og vi skal have forkullet siderne af brædderne, men ikke for meget, så feren eller noten brænder af.

Men der var noget rigtigt i princippet om at lade træet brænde sig selv. Jeg fandt også en youtube video af en canadier, som laver shou sugi ban ved at lave kanaler af 4 brædder liggende og tænde ild inde i kanalen med en tagbrænder ligesom jeg. Teknikken var dog ikke smartere end at han efterfølgende var nødt til at brænde alle kanterne i en ny opstilling. Med de mængder, vi skal brænde, skal det hele køres i en proces.

metalstativ
metalstativ

Men jeg blev overbevist om, at konceptet med at brænde i en kanal liggende godt kunne lade sig gøre. Konceptet med at binde brædderne sammen synes jeg var alt for omstændig, så jeg fandt ud af at lave nogle stativer i jern, som brædderne kunne ligge på. Det muliggjorde samtidig luft mellem brædderne, så kanterne også blev brændt. Problemet med at feren blev brændt af, løste jeg ved at lave et 6 meter langt vandkar, som brædderne ligger på højkant i inden brændingen. Der er akkurat så meget vand i karet, at det kun er feren på brædderne, der får vand, det er nok til at den ikke brænder af. Så efter mange tanker, opstillinger, test og forsøg er jeg nu endt med en teknik, som jeg er meget tilfreds med. Det er en teknik, hvor jeg har kontrol over brændingen, det går hurtigt og resultatet er intet mindre end fabelagtigt.

Fremgangsmåde er ligetil; først skærer jeg skråsnit i enden af brædderne til drypnæse, så ryger tre profilbrædder i vandkaret, så feren bliver våd. Derpå opstiller jeg de tre brædder, så de danner en vandret kanal med hjælp af stativerne, og så tænder jeg ild. Åbningen foroven er så bred, at jeg kan føre brænderen langs brædderne og dermed styre forbrændingen. Brædderne brænder heller ikke eksplosivt som når de står op. Når brædderne er forkullet tilstrækkeligt, slukker jeg ilden og afkøler med vand. Så bliver brædderne lagt til tørring på et stativ, inden de børstes og olieres med koldpresset linolie. Jeg laver brædder løbende, så jeg har 10-20 m2 facadebrædder klar til opsætning. Jeg regner med at jeg laver ca 10 m2 i timen alt inklusiv, hvilket er meget hurtigere end jeg havde turde håbe på. Facadeopsætningen er godt i gang, det bliver så godt, rigtig godt, men mere om det i næste indlæg…